Praktiske informationer


Affald og affaldssortering

Ejendommen er tilsluttet Københavns kommunes renovationsordning, der indebærer at affald skal sorteres. Vejledning i korrekt sortering finder du ved at trykke på knappen nedenfor.

I gården er opstillet containere til pap, papir, plast, metal, batterier, elektronik, glas og flasker, bioaffald samt aflåseligt skab til farligt affald. Koden til skab med farligt affald er - 4444.

Affaldsposer til bioaffald kan afhentes i stander ved containeren.

Er containerne i gården fyldte, skal affaldet bringes til containerne i skralderum i kælderen. Containerne til restaffald kan tilgås fra parkeringskælderen.

Det er ikke tilladt at stille affald og flasker ved siden af containerne.

Restaffald bortskaffes i affaldsskakten, der er placeret på hver etage på trappen. Affaldet skal emballeres i lukkede poser. Husk at lukke lugen efter brug.

Bemærk at pizzabakker, løst papir og plastic ikke må lægges i affaldsskakten, da det vil tilstoppe og beskadige ventilationssystemet i skakten.

Ejendommen har ikke en storskraldsordning. Du kan finde steder for aflevering af storskrald mv. ved at trykke på knappen nedenfor. 

Altan

Den monterede afskærmning må ikke ændres, og yderligere afskærmning må ikke monteres.

Afløbet fra altanerne skal med jævne mellemrum renses for blade og andet, der kan tilstoppe disse. Rensning sker gennem den løst monterede lem i forbindelse med nedløbsrøret.

Tilstoppede afløb kan medføre vandskade på underliggende lejligheder.

Rengøring af altangulv foretages med rengøringsmiddel uden blegemidler og syreindhold. Ved afisning af altangulv må der ikke anvendes salt.

På grund af altanernes konstruktion er der mellemrum mellem mur og altan. Tag derfor hensyn til de andre beboere ved vanding af blomster på altanen, ved anvendelse af grill og rensning af terrassebrædder og vinduespudsning.

Brandbare væsker

Brandbare væsker skal altid opbevares efter gældende brandvedtægter. Disse må derfor aldrig opbevares i kælderrummene eller henstilles på fællesarealer.

Branddøre

Døre til kældergange og parkeringskælder er branddøre og skal altid være lukkede og må ikke blokeres.

Cykler og knallerter

Cykler skal placeres i cykelstativer i gården eller på den enkelte ejers parkeringsplads i kælderen.

Der bliver hvert år foretaget en oprydning af fremmede cykler m.v. på fællesarealet og i kælderen.

Døre og porte

Døre og porte til opgange, gården, parkeringskælderen og kældergangene skal altid være lukkede og låste. Vær altid sikker på hvem der lukkes ind i opgangene, så uvedkommende ikke får adgang.

Dørtelefonanlæg

Alle opgange er tilsluttet et dørtelefonanlæg. Det er muligt mod betaling at supplere dørtelefonen med en kamera-version for egen regning. Da prisen på elektronik er meget skiftende kan en nøjagtig pris ikke angives her, men viceværten kan indhente pris. Bestilling sker gennem viceværten.

El-skabe

Teknikskabe placeret i fællesarealerne må ikke åbnes og betjenes af uvedkommende.

Elevator

I opgangene forefindes elevator, der serviceres efter gældende regler. Ved fejl underrettes viceværten, der sørger for at tilkalde service.

I akutte tilfælde, hvor personer er fanget i elevatoren kaldes hjælp, ved at trykke på alarmknappen i ca. 5 sekunder, hvilket aktiverer alarmcentralen.

Emhætter

De monterede emhætter er en model EXHAUSTO ESL120AE.

Emhætter er tilsluttet et centralt udsugningsanlæg, som er en del af lejlighedens samlede ventilation. Det er derfor kun emhætter, der er kompatible med anlægget der kan monteres.

Det er ikke tilladt at købe andre modeller og tilslutte disse til det centrale anlæg, da det forstyrrer driften af anlægget og forårsager lugtgener for alle øvrige beboere i samme opgang.

For at sikre optimal ventilation i lejligheden anbefales det, at filteret i emhætten rengøres jævnligt. For vejledning – se vedhæftede PDF-fil.

Forsikring

Ejendommens forsikring dækker bygningens klimaskærm (mure, tag, vinduer og døre) og fællesarealer. Skader på disse skal anmeldes til viceværten, der sørger for at igangsætte det fornødne.

Det er op til de enkelte ejere at forsikre lejlighedernes toiletter, håndvaske og lignende inventar.

Fyrværkeri

Fyrværkeri må ikke opbevares i kælderrum og må ikke antændes noget sted på ejendommen


Fællesarealer

Fællesarealer omfatter trapperum, kældergange og haveanlæg. Det er ikke tilladt at opbevare private effekter i fællesarealer.

Gangarealer og trapper

Gangarealer og trapper fungerer som redningsveje og sikringsrum. Derfor må der ikke opbevares effekter på disse arealer. 

Grill, anvendelse af

Beredskabet oplyser, at det ikke er forbudt at anvende trækulsgrill i etageejendomme, men at brug af åben ild på det kraftigste frarådes. 

Det henstilles derfor, at der alene anvendes gas- og el-grill på altaner og at kulgrill kun anvendes på grus arealer eller terrasser i gården. Tag hensyn til øvrige beboere ved brug af grill på altaner.

Have og gårdanlæg

Haven og gårdanlæg er til fri benyttelse for ejendommens beboere. Det henstilles at der tages hensyn til såvel beplantning som inventaret i haven ligesom det forventes at man rydder op efter brug. Ønsker du at benytte haveanlægget til privat sammenkomst er det en god ide at orientere øvrige beboere om dette, f.eks. ved brug af opslagstavlerne i opgangene.

Husdyr

Det er tilladt at holde mindre husdyr, når disse ikke er til gene for de øvrige beboere med støj- eller lugtgener. Det er ikke tilladt at lufte husdyr på fællesarealerne.

Internet

Ejerforeningen abonnerer på en fælles internetforbindelse på 1.000/1.000 Mbit, som betales over fællesudgifterne. I tilfælde af problemer rettes henvendelse til viceværten.

Kloak og afløb

Ejerforeningen står for driften af kloak og faldstammer udenfor de enkelte lejligheder. Rør og afløb i lejlighederne er den enkelte ejers ansvar.

Markiser

Det er tilladt at opsætte markiser over altaner, når disse opfylder en række krav til ensartethed. Markiser skal godkendes af bestyrelsen inden bestilling og opsætning. 

Ved bestilling anvendes Profil Markiser aps, 3540 Lynge. Klik på knappen nedenfor for at komme til hjemmesiden.

Muren – klimaskærmen

Klimaskærmen vedligeholdes af ejerforeningen gennem de opkrævede fællesudgifter.

Det er ikke tilladt at fastmontere egne effekter til murværket uden at det på forhånd er godkendt af bestyrelsen.

Det er ikke tilladt at montere nøglebokse på ejendommens facade. Eneste undtagelse herfra er nøglebokse, der er en del af det kommunale beredskab og/eller hjemmeplejen.

Navneskilte

For at sikre et ensartet udtryk skal navneskilte på hoveddøre, postkasser og dørtelefoner bestilles gennem viceværten. Afregning sker ved opkrævning fra administrator.

Ved ind- og udflytning kontaktes viceværten for ændring af skiltningen.

Opsætning af reklameskilte er ikke tilladt.

Nøgler og nøglebrikker (ADK)

Alle yderdøre til opgange, døre til kældergange og låse på porte til haven er forsynet med elektroniske låse, hvortil anvendes låsebrikker, i daglig tale kaldet ADK. Låsebrikkerne anvendes på de nævnte døre, og brugen logges i systemet. Bortkommer en brik skal viceværten kontaktes, så den tabte brik kan spærres i systemet og uvedkommende derved ikke kan få adgang til bygningen.

Efter indførelse af det elektroniske låsesystem kan de fysiske nøgler alene anvendes til egen hoveddør, postkasse og eget kælderrum.

Hvordan virker det elektroniske låsesystem (ADK)?

Det elektroniske låsesystem består af to typer låsepunkter –

  • On-line - 7 punkter mod gaden (de 5 opgangsdøre, garageport og -dør) og
  • Off-line – alle døre mod haven og kældergangene.

Til systemet anvendes SALTO låsebrikker der skal aktiveres før brug. Aktivering sker at lægge låsebrikken på én af on-line læserne, der er placeret ved alle indgangsdøre mod gaden. Når en låsebrik er aktiveret vil den være aktiv så længe den anvendes.

Hvornår skal nøglebrikken aktiveres/genaktiveres?

  • Hvis du løbende benytter én af disse 7 on-line yderdøre vil din nøgle brik automatisk være aktiveret og adgang til øvrige døre være mulig.
  • Hvis du kun lejlighedsvis benytter én af disse 7 yderdøre, skal du huske at genaktivere brikken mindst hver 14. dag.
  • Hvis din brik ikke er aktiveret, vil du ikke vil kunne åbne portene Ind og ud af haven dørene fra haven til opgangene. Du vil derfor blive "fanget" i haven. Du vil heller ikke have adgang til kældergangene.

Ved adgang gennem et on-linepunkt, skal låsebrikken placeres på læseren, der herefter vil give grønt lys. Samtidig høres et klik fra låsen, når denne aktiveres.

Ved adgang gennem off-linepunkter lægges brikken på låsen. Når denne lyser grønt, drejes låseknoppen som det var en nøgle og døren kan åbnes. Træk ikke i låseknoppen, da det kan beskadige denne. Brug kun dørhåndtaget til at åbne døren, når låsen er aktiveret.

Bestilling af ekstra nøgler og låsebrikker sker gennem viceværten og for egen regning.

Ejendommens fysiske nøgler er et sammenhængende nøglesystem. Du kan derfor ikke selv gå til en låsesmed og bestille ekstra nøgler.

Parkeringskælder

Parkeringskælderen er eksternt ejet og driftes og administreres i det daglige af hotel Cabinn. Hotellet har brugsretten til et antal pladser og ejere af nogle ejerlejligheder har brugsret til resten.

Parkeringskælderen må kun benyttes af ejere der har brugsret til en eller flere parkeringspladser.

Der må ikke parkeres eller henstilles effekter udenfor den afmærkede parkeringsplads.

På grund af ejerforholdet har ejerforeningen ikke ansvar for forholdene eller kompetence til at træffe beslutninger, der vedrører parkeringskælderen, ligesom ejerforeningen ikke deltager i økonomien.

Budget og regnskab for parkeringskælderen optages i foreningens regnskab som en mellemregning mellem indehavere af brugsret og hotellet. Ejere af brugsret opkræves en månedlig afgift gennem ejerforeningens administrator. Øvrige ejere bliver ikke påvirket af driften af parkeringskælderen.

Parkeringsplads - Overdragelse af P-plads blanket

Bestyrelsen administrerer brugsretterne til parkeringskælderen.

Ønsker en ejer af brugsret til en parkeringsplads at afhænde denne sker det på følgende måde:

  • Ejer af brugsretten kontakter ejerforeningens administrator
  • Brugsretten annonceres til salg blandt ejendommen beboere i en periode på 3 uger
  • Kommer der ikke i denne periode købstilbud fra ejendommens beboere kan brugsretten sættes til salg til interesserede udenfor ejendommen.
  • I forbindelse med overdragelsen skal sælger dokumentere brugsretten samt udfylde skema til overdragelse af brugsret til ny ejer. Dokumenter herfor tilsendes ejerforeningens administrator, der står for registrering af nye ejere samt opkrævning af den månedlige afgift. Du kan downloade blanketten ved at trykke på knappen nedenfor.

Rengøring og vinduespudsning

Rengøring og vinduespudsning på fællesarealer varetages af rengøringsfirma, der har kontrakt med ejerforeningen. I tilfælde af mangler eller lignende rettes henvendelse til viceværten.

Sikringsrum

Kældergangene er klassificeret som sikringsrum. Det er derfor ikke tilladt at henstille eller opbevare effekter på disse arealer.

Støjende adfærd

Det er forbudt at larme og afspille høj musik mellem kl. 23.00 - 07.00 i weekenden og mellem kl. 22.00-07.00 på hverdage. Adviser øvrige beboere, hvis ovenstående regler i undtagelsestilfælde ikke kan overholdes.

Brug af boremaskiner og andet støjende værktøj må ikke finde sted mellem kl. 20.00-07.00. 

Vaskemaskiner og andre tekniske hjælpemidler skal installeres, så de ikke ved støj er til gene for andre beboere.

Gården er meget lydt og virker som en lydtragt. Tag derfor hensyn til andre beboere, når du i det åbne rum spiller musik, taler i telefon eller ser TV og lignende.

Terrasser

Ejere af lejligheder i stueetagen har i stedet for altan privat terrasse. Det er ejernes pligt og ansvar at vande og klippe hækken omkring terrassen samt at holde terrassen og hækken fri for ukrudt.

TV

Der er i alle lejligheder etableret kabling til TV i forbindelse med byggeriets start.

Det er ikke tilladt at opsætte parabol eller antenne på altanerne.

Vandforsyning

Brugsvand leveres fra HOFOR. Aconto bidrag for vand opkræves af administrator gennem den månedlige fællesudgift.

Aflæsning af vandmåler koldt og varmt vand sker automatisk og on-line. Det årlige regnskab for forbrug udsendes af ejendommens administrator, der opkræver eller modregner differencer i forhold til det betalte acontobeløb.

I tilfælde af svigt i vandforsyningen kontaktes viceværten.

Varmeanlæg

Ejendommen er forsynet med fjernvarme fra HOFOR. Aconto bidrag for varme opkræves af administrator gennem den månedlige fællesudgift.

Aflæsning af varmemåler sker automatisk og on-line. Det årlige regnskab for forbrug udsendes af ejendommens administrator, der opkræver eller modregner differencer i forhold til det betalte acontobeløb.

I tilfælde af svigt i varmeforsyningen kontaktes viceværten.

Ventilation

Ejendommen er tilsluttet et centralt ventilationsanlæg, der sikrer udskiftning af luften i lejlighederne via udsugningsventiler i badeværelse og emhætte i køkken. Da anlægget suger luft ud, er det vigtigt, at der er tilstrækkelig tilførsel af luft ved at holde ventilationsriste i vinduer åbne. I modsat fald kan der dannes vakuum, der vil medføre en pibelyd i lejligheden.

På badeværelser er der ligeledes udsugning gennem en ventil. Denne skal renses for støv, da der ellers vil fremkomme en pibende lyd. Ventilen afmonteres ved at dreje den yderste ring mod uret og dermed hele ventilen ud. Den midterste del må ikke flyttes/drejes i forhold til rammen. Vask forsigtigt ventilen i sulfovand.

Vicevært

Ejendomsservice udføres af vicevært gennem firmaet Danneskjold. Vicevært kan kontaktes på email: christina@dsejendomsservice.dk

Telefon: 5383 0048

Viceværten sørger for renholdelse og oprydning af foreningens fællesarealer m.v. Derudover kan viceværten kontaktes, hvis du har

  • Bestilling af nøgler og nøglebrikker
  • Ønske om nye navneskilte til hoveddør, postkasse og dørtelefon
  • Problemer med låsebokse
  • Klager over renovation og containere
  • Klager over rengøring og oprydning, herunder snerydning glatførebekæmpelse
  • Problemer med fjernvarme og vandforsyning
  • Problemer med internetforbindelse
  • Problemer med elevatorer

Vinduer og altan- og terrassedøre

Vinduer og altan og -terrassedøre er fra firmaet VELFAC.

Sidehængte vinduer og døre er forsynet med en trinløs friktionsbremse, der gør det muligt at fastholde rammen i en vilkårlig stilling.

I kraftig blæst bør vindue og døre dog være lukket eller grebet sættes i ventilationsstiling, hvilket betyder, at vinduet kun er åbent med ca. 1 cm. ventilationsåbning.